Hvad er menstruation, og hvornår får man sin menstruation? Selvom man selv umiddelbart tror, at man ved alt om menstruation som kvinde, så kan man let tage fejl. For processen er faktisk mere kompliceret end som så. Kort fortalt har hele fem hormoner ansvaret for styringen af en menstruation – en æggeløsning. Hele den proces vil jeg selvfølgelig ikke ridse op for dig, da det hurtigt kommer til at minde om en biologitime! Men for at få det printet ind, så er processerne af disse vigtige for, at du får din menstruation. Selvom det lyder kedeligt, er det faktisk overraskende spændende at finde ud af, hvad der egentligt foregår inde i kroppen!

Hvad er menstruation?

Menstruation er en del af det at være pige/kvinde og tegn på, at din krop er i stand til at skabe et lille barn. Ikke at du nødvendigvis har lyst til det, men din krop fortæller dig bare, at du kan. Hver måned danner livmoderen en slimhinde (pga hormonel aktivitet) og gør sig på den måde klar til en eventuel graviditet. På et tidspunkt, som regel halvvejs igennem din cyklus, løsner dine æggestokke et æg pga hormonet LH, som sørger for at give besked til æggestokkene om at gøre dette. Hvis ægget bliver befrugtet af en sædcelle, bevares slimhinden, da det er her ægget skal sætte sig fast for at udvikle sig til et foster. Hvis der ikke er noget befrugtet æg, vil livmoderen begynde at bløde ca. 14 dage efter ægløsningen for at rense kroppen for de slimhinder, partikler og væsker, der har samlet sig i livmoderen. Det tager nogle dage og kaldes en menstruation. Så blev du det klogere!

Hvor meget blod?

Det er forskelligt fra pige til kvinde, hvor meget man bløder. Men som regel ser det faktisk ud af mere, end det er. I gennemsnit mister man ikke mere blod, end hvad der svarer til ca. fire spiseskefulde – og det er jo ikke særlig meget. De fleste piger og kvinder bløder mest på menstruationens første dage, hvorefter det aftager. Præcis hvor meget og hvor længe, du bløder, afhænger af mange ting. Ud over de arvelige faktorer kan du også opleve, at du bløder mere eller mindre afhængigt af dit stressniveau, din kost, dit valg af prævention (både p-piller og spiraler kan påvirke blødningsmængden), og om du har født.